Når du spiser udenfor måltiderne og uden at være rigtig sulten, kan det handle om flere ting.

Det kan være en vane; som at have en slikskål når du ser tv eller at skiftes med kollegerne til at give kage til eftermiddagskaffen. Men det kan også handle om din egen sindstilstand. Om et behov, du ikke får dækket.

Når du beslutter dig for at droppe slankekure en gang for alle og lære at spise som naturligt slanke mennesker, er første skridt at vende din opmærksomhed væk fra maden og ind i kroppen. Du skal mærke efter, hvor sulten du EGENTLIG er, og du skal lære at stoppe, når du ikke længere er sulten (følelsen af mæthed opstår lidt forsinket, så hvis du spiser, til du ER mæt, kommer du let til at spise for meget og føle dig proppet bagefter).

Efterhånden som du bliver bedre til at mærke din krops behov, vil du finde ud af, at du ofte spiser som en form for flugt fra en følelse, du ikke kan håndtere. Det er ikke fordi, du er svag. De fleste af os oplever af og til at dulme følelser med mad. Nogle af os bruger bare den teknik mere end andre. Det kaldes følelsesmæssig overspisning, og før eller senere fører det til overvægt. Og du er nødt til at finde ud af, om du er en af dem, så du kan lære at blive bevidst om det, så du kan lære nogle nye strategier, som ikke gør dig tykSpiser_du_med_dine_foelelser

Her får du en liste over de følelser, der oftest dulmes med mad, og ideer til hvad du kan gøre i stedet:

Vrede

Mange af mine kvindelige klienter har svært ved at vise vrede. Som små har de måske fået at vide, at de skulle være “søde”, og som voksne har de  oplevet, at få deres vrede afvist med en bemærkning om hysteriske kvinder. Derfor er de bange for, at andre afviser dem eller ikke kan lide dem, hvis de bliver vrede.

Men det er ok at være vred! Din vrede kan være særdeles velbegrundet, og du er i din fulde ret til at give udtryk for den. Det betyder vel at mærke ikke, at du skal råbe din vrede ud i hovedet på folk. Formålet med at udtrykke din vrede er at få andre til at forstå og acceptere den. Og hvis du bruger den til at angribe andre, vil de bare gå i forsvar og ikke lytte til, hvad du siger.

Hvad kan du gøre?

Gå væk fra situationen, hvis det er muligt. Giv dig selv en pause, så pulsen kan falde til ro. Når din stemme og dit åndedræt igen er normalt (eller næste gang du har muligheden), henvender du dig til den person, din vrede er rettet imod og siger så roligt du kan: “Jeg er vred, fordi…”. Så forklarer du, hvad det drejer sig om. På den måde får du udtrykt dine følelser, så du ikke behøver vende dem indad. Og i stedet for at blive afvist, vil du se, at folk respekterer dig, fordi du er i stand til at sige fra

Bekymring

Nogle mennesker er som Tigerdyret i Peter Plyds. De springer nærmest ud af sengen med sang på læben og ser altid solen gennem skyerne. Andre er mere som Æsel. De ser kun skyerne og går ud fra, at det nok bliver regnvejr hele dagen. Men selv hvis du er optimist, er der perioder, hvor du går og bekymrer dig.  Det kan handle om arbejdet, børnene, ægteskabet, sygdom. Og det kan være med mere eller mindre god grund. Bekymring er trøstespisningens bedste ven. Den knugende fornemmelse, du har i maven, kan nemlig let forveksles med sult. Men hvis du mærker efter, er det en sult efter slik og snacks, hvorimod almindelig mad næsten kan give dig kvalme.

Hvad kan du gøre?

Prøv at gøre det så konkret som muligt, hvad det er, du frygter. Hvad er det, der kan gå galt? Hvad er det værste, der kan ske? Skriv alle bekymringerne ned, så du kan danne dig et helt klart billede. Skriv alt det ned, der kan gå galt. Derefter tager du punkterne et for et og spørger dig selv: “På en skala fra 1-10, hvor realistisk er det så, at dette her vil ske?” Og lur mig om ikke risikoen i de fleste tilfælde vil lande på 5 eller under.

Hvis du er inde i en periode, hvor bekymringerne tager så meget overhånd, så de nærmest bliver til angst, kan din realitetssans være sat delvis ud af spillet. Så kan du lave øvelsen sammen med en god ven i stedet for at lave den alene.

Ked af det- hed

Når du er ked af det, trænger du til omsorg og kærlighed. Så enkelt er det. Hvis du er heldig, kan du få den fra dine nærmeste. Men så skal du turde vise dem, at du har brug for det. Måske viser du ikke, at du er ked af det, og de kan ikke gætte, hvad du føler.

Måske er der ikke lige nogen til at tage sig kærligt af dig. Eller måske er du en af dem, der trækker sig tilbage fra omverdenen, når du er ked af det. I begge tilfælde må du sørge for at give dig selv den omsorg, du har brug for. Her er det chokoladen kommer ind i billedet. Men hvis du er overvægtig er det en temmelig dårlig løsning. Især hvis dit vægtproblem er en af grundene til, at du er ked af det. Det er en god ide at have en lille liste på opslagstavlen eller i din notesbog (evt. på mobilen) med gode ting, du kan gøre for dig selv. Ting som normalt giver dig glæde. Det kan være et karbad, en gåtur, at hyggeputte med barnet. Det eneste du opnår ved at trøste dig med mad er, at du bliver både tyk og mere ked af det

Skuffelse

Når tingene ikke går, som du forventer, er det let at blive skuffet. Over dig selv, over andre eller over omstændigheder, ingen har indflydelse på (som vejret, koncertaflysninger med mere). Den sidste slags er der ikke så meget at gøre ved. Den slags sker, og du må bare finde på noget andet at lave.

Til den anden slags skuffelser skal du bruge samme teknik som ved bekymringer: Du skal gøre dig helt klart, hvad det var, du forventede af dig selv eller den anden. Derefter spørger du for hvert punkt, hvor realistisk den forventning var. Hvis din score er lav, ved du, at du skal øve dig på at skrue ned for dine krav til dig selv og dine omgivelser

Kedsomhed

Det er søndag eftermiddag, det regner, og du har ingen aftaler. Eller du er alene hjemme, og der er absolut INTET i tv, du gider se. Hvor lang tid går der så, før du står med hovedet i køleskabet eller i skuffen med guf?

Her er det igen en god ide at sætte dig ned på en  dag, hvor du ikke keder dig, og lave en liste over ting, du godt kan lide at lave. Ja, jeg er en stor fan af lister, jeg ved det godt. Fakta er bare, at når først du keder dig, er du blank for ideer til aktiviteter – bortset fra måske at stikke en ske i Nutellaglasset. Så er det godt at have en list med alternativer at lade dig inspirere af

God fornøjelse med dine lister 🙂

Få 10 lette skridt til er slankere og gladere dig

Og modtag mit nyhedsbrev med endnu flere tips til dit vægttab

Tak for din tilmelding. Din link til aktivering kommer i en mail